-
Lukkede døre, bandlyste telefoner og fortrolige møder: Sådan eskalerede krisen mellem Danmark og USA
Источник: BDK Borsnyt / 16 янв 2025 13:18:48 America/New_York
Allerede fra morgenstunden var alvoren til at tage og føle på. Som noget yderst usædvanligt blev de socialdemokratiske gruppemedlemmer bedt om at lade deres telefoner blive liggende uden for gruppelokalet på Christiansborg. For det, de skulle tale om på mødet i folketingsgruppen torsdag morgen, var af så fortrolig karakter, at intet måtte slippe ud. Indtrykket af, at her var en sag – en krise – der var eskaleret kraftigt, fortsatte blot op ad dagen. Godt nok er det mere normalt, at medlemmerne af Udenrigspolitisk Nævn låser deres telefoner inde i den til lejligheden fremsatte telefonboks. Men over middag var der alligevel noget anderledes over stemningen ude foran nævnslokalet, hvor den i forvejen meget indskærpede tavshedspligt var blevet yderligere indskærpet. Et utal af primært mørkklædte embedsmænd cirkulerede utålmodigt rundt blandt pressens kameraer. Med lave stemmer og alvorlige blikke hilste de på – enkelte ønskede godt nytår. »Vi er i en alvorlig situation,« lød det fra Mette Frederiksen, da dørene til lokalet efter en time gik op igen: »Det har vi været igennem det seneste stykke tid. Vi er i fuld gang med at gøre alt, hvad vi kan for at håndtere det her så klogt og så godt som overhovedet muligt.« Flankeret af Lars Løkke og Troels Lund Poulsen fortalte statsministeren, at den kommende amerikanske præsident i deres meget omtalte telefonsamtale aftenen forinden hverken havde trukket sin trussel om brug af militær eller økonomisk magt mod Danmark tilbage. Og med det leverede hun den ubekvemme sandhed, at Danmarks tætteste allierede – USA – med den kommende præsident Donald Trump i spidsen er blevet overordentlig svær at regne med. »Vi er ikke i en position, hvor vi kan stå og sige, hvad der kommer til at ske fra amerikansk side,« sagde Mette Frederiksen og fortsatte: »Vi forbereder os ikke på konkrete ting, vi ikke kender endnu, men det er jo antydet fra amerikansk side, at der desværre kan opstå en situation, hvor vi arbejder mindre sammen end det, vi gør i dag på det økonomiske område.« Således lød der altså markant andre toner fra statsministeren, som ellers torsdag i sidste uge sagde, at regeringen »ikke har nogen grund til at tro, at det skulle udvikle sig på den måde«, da hun blev spurgt til truslerne fra Donald Trump. En statsminister i enerum Baggrunden for torsdagens møde i Udenrigspolitisk Nævn var en 45 minutter lang samtale, som Mette Frederiksen havde med Donald Trump onsdag aften. Også den forløb – ifølge Berlingskes oplysninger – ganske utraditionelt. Normalt er proceduren den, når danske statsledere taler med udenlandske kollegaer, at en ministersekretær eller en statsråd tager notater under samtalen. Måske en særlig rådgiver endda lytter med og skriver små talekort til statsministeren undervejs. Men ifølge Berlingskes oplysninger var der ingen andre end statsministeren selv til stede i hjørnekontoret i Statsministeriet under samtalen med Trump. Ligesom det i øvrigt var tilfældet, da statsministeren ønskede Trump tillykke med valgsejren i november. Noget andet, der var usædvanligt, var, at Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, som noget helt nyt var med på nævnsmødet i stedet for partiets vanlige medlem af nævnet Rasmus Prehn. Sidstnævnte kunne i stedet findes længere henne ad gangen i fuld færd med sin frokost. En ærlig fremlæggelse Det er uvist, hvad Trump præcis sagde til Mette Frederiksen. Orienteringen til Det Udenrigspolitiske Nævn synes dog at have affødt en nyfunden respekt blandt tidligere ellers kritiske folketingsmedlemmer. Blandt andet sagde Peter Skaarup, at han ikke var i tvivl om, hvorvidt Danmark befandt sig i en udenrigspolitisk krise. »Vi skal stå sammen og sikre, at vi ikke kommer til at sige ting, som flyver alle mulige steder hen, hvor det af nogle kræfter, der ikke vil Danmark det godt, kan misbruges.« Hans egen partiformand, Inger Støjberg, langede ellers kraftigt ud efter særligt udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, da hun sammen med de øvrige partiformænd for præcis en uge siden blev orienteret om situationen i Statsministeriet. »Vi har en udenrigsminister, som har holdt ferie i Thailand, og en statsminister, der, synes jeg, virker rystet over situationen,« lød det dengang fra Støjberg. Efter torsdagens møde i Det Udenrigspolitiske Nævn faldt der anderledes forsonende ord fra Støjbergs partifælle Peter Skaarup. Han erklærede, at han følte sig overbevist om, at nævnet havde fået en »ærlig« fremlæggelse af samtalen med Donald Trump. Samtidig understregede han vigtigheden i, at danske interesser bliver hørt, og at det internationale samarbejde er afgørende. »Og der er vores indtryk, at statsministeren vil lægge sig i selen for, at det sker.« Det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz ønskede heller ikke at dele noget fra mødet, men hun oplyste, at hun var inviteret til endnu et møde med statsministeren senere. Hun fortalte også, at den bekymring, der lige nu er til at tage og føle på på Christiansborg, også er til stede på Grønland. »Vi gør, hvad vi kan for at få så meget styr på sagen som muligt. Og jeg gør alt, hvad jeg kan og arbejder i døgndrift i de her dage, for netop at sikre, at der er en stabilitet og en tryghed i det grønlandske samfund på trods af den her meget alvorlige situation.« Topchefer i Statsministeriet Netop stabiliteten har været hårdt trængt i de seneste par uger. Donald Trump har igen ytret ønske om at sikre sig kontrol over Grønland. Han har nægtet at afvise at bruge militær og økonomisk magt for at nå sit mål. Specifikt har Donald Trump luftet muligheden for at sanktionere Danmark gennem forhøjede toldsatser. Skulle man stadig være i tvivl, om situationen er eskaleret, skulle man blot kaste blikket mod Prins Jørgens Gård i timerne efter mødet i nævnet. Her var en række af landets mest prominente erhvervsfolk inviteret til endnu et fortroligt møde i Statsministeriet. Ti Mercedeser, to Audier, to Porscher, en enkelt BMW og Dansk Erhvervs Brian Mikkelsens sorte Trek-cykel med cykelkurv stod parkeret langs gårdmuren. Også her skulle topchefernes telefoner efterlades uden for døren. Øverste chef i Coloplast, Kristian Villumsen, fortalte efter mødet, at hans virksomhed allerede havde planlagt flere scenarier, hvis den kommende præsident skulle gøre alvor af sine trusler om en straftold. »Men nu tager vi den med ro, og kigger på, hvad der kommer til at ske,« sagde han, inden han tog plads på bagsædet af sin Mercedes. Dialogen fortsætter Statsministeriet udsendte deres pressemeddelelse om den 45 minutter lange samtale mellem Mette Frederiksen og Donald Trump klokken 18:11 onsdag aften. Donald Trump selv har ikke omtalt samtalen offentligt, men godt en time inden pressemeddelelsen blev udsendt, lavede han et nyt opslag på sit sociale medie Truth Social, hvor han delte et screenshot af en meningsmåling, der angiveligt viser, at et flertal af grønlænderne ønsker at slippe af med Danmark og blive et selvstændigt land. Det til trods er der ikke noget, der tyder på, at forbindelsen til den kommende præsident er gået i hårdknude. I en bisætning sagde Mette Frederiksen torsdag: »Så fortsætter vi i øvrigt dialogen med amerikanerne, og jeg selv med præsident Trump i næste uge.« Ifølge Berlingskes oplysninger dækker statsministerens ord over, at Mette Frederiksen og Donald Trump eksplicit i deres telefonsamtale har aftalt igen at tale sammen i næste uge. Hvornår vides ikke endnu. Mens det heller ikke vides, hvordan ordene præcis faldt i den første samtale mellem statsministeren og Trump, gav Mette Frederiksen alligevel et hint. Som hun sagde om den første samtale: »Den kommende amerikanske præsident er meget ligefrem, men det kan jeg altså også godt finde ud af at være.« https://www.berlingske.dk/politik/lukkede-doere-bandlyste-telefoner-og-fortrolige-moeder-saadan-eskalerede